Værtshusrytteren: »Aldrig har jeg været mere fri«
En snak med Anders Melsen på Central Bar i Aarhus blev til Ceres Top, en nordsøolie og samtaler på tværs af baren. Undervejs fortalte Værtshusrytteren om friheden på landevejen, menneskerne, der har rørt ham, og lysten til at tage hjem og bare fede den.
Anders Melsen var naturligvis kommet på cykel, da jeg mødte ham foran Central Bar i Aarhus C. Værtshuset åbnede klokken 12, og vi fulgtes indenfor og tog som de første plads i baren.
To Ceres Top blev bestilt.
Jeg var kommet for at lære manden bag Værtshusrytteren bedre at kende. Ham, der cykler rundt for at besøge Jyllands brune værtshuse og deler oplevelserne på sociale medier.
Men spørgsmålene fik snart konkurrence. Flere gæster kom til og satte sig i baren, og snakken gik på tværs. Præcis som den gør på et brunt værtshus.
Følgerne kommer også ind fra gaden
En gæst fortalte, at han udelukkende var kommet for at møde Anders. Der blev også taget selfies, som Anders smilende stillede op til.
Værtshusrytteren var åben, imødekommende og let at falde i snak med. Samtalen med mig gled naturligt sammen med snakken med gæsterne omkring os.
At så mange følger med, overrasker ham stadig. Udgangspunktet var ganske enkelt glæden ved værtshusene og lysten til at dele oplevelserne.
»Jeg elsker værtshuse. Hvorfor ikke optage det og se, hvad der sker.«
Nu dukker følgere op undervejs for at sige hej. På Central Bar sad et af eksemplerne lige ved siden af os.
»Jeg hader at planlægge ting«
Anders kommer oprindeligt fra Ebeltoft. For tiden er det cyklen og de jyske værtshuse, der sætter retningen.
Han var ankommet til Aarhus mandag aften og havde taget et par fridage. Dem havde han ifølge eget udsagn ikke haft siden Esbjerg. I Aarhus har han 33 værtshuse på listen.
Men en stram tidsplan skal man ikke forvente.
»Jeg hader at have styr på ting, og jeg hader at planlægge ting.«
Han tager en dag ad gangen. Dagen begynder med morgenmad fra Lidl, inden turen går til det første værtshus. Undervejs har mennesker budt på både mad, overnatning, penge og øl.
Gæstfriheden fylder meget i hans fortælling.
På et tidspunkt overvejede han at blive vagabond. Nu har han fundet en tilværelse, som han fortæller, at han aldrig har været mere tilfreds med.
»Aldrig har jeg været mere fri.«
Klokken var trods alt blevet 12.30
Ved øl nummer to mente Anders, at tiden var inde til en skarp.
Klokken var da også blevet 12.30.
Han hældte mest til Fernet-Branca eller Underberg. Jeg foreslog et lakridsshot. Kompromiset blev en Nordsøolie.
Både den nuværende og den tidligere ejer af Central Bar kom til, og samtalen tog en mere alvorlig drejning.
Vi talte om rygning, restriktioner og økonomien i at drive værtshus. Om stamgæster, der forsvinder, vaner, der ændrer sig, og unge, der finder ind til fællesskabet.
Erfaringer fra årene bag baren mødte Anders’ oplevelser fra landevejen. Og da jeg spurgte til de værtshuse, der havde gjort størst indtryk på ham, var det især menneskene, han fortalte om.
En gammel vise i Sommersted
Sommersted Hotel i Sommersted var et af stederne.
Anders beskrev et gammelt, slidt værtshus med indgang fra bagsiden. Et sted, han ikke havde kunnet finde på nettet eller sociale medier.
Han fortalte om Jørgen, der ifølge Anders havde brugt stedet som værtshus gennem omkring 60 år. Om gæster oppe i årene, instrumenter og musik.
Særligt huskede han Christian, kaldet »Skrot«, der sang en gammel vise for ham.
Det havde rørt ham.
Her havde han mødt et fællesskab, som også satte tanker i gang om fremtiden. Hvad sker der med stedet, historierne og samværet, når generationen omkring bordene en dag er væk?
I Agerskov havde Æ Banegård gjort indtryk. Her fortalte Anders om Else, som ifølge ham var 84 år og sad sammen med gæsterne, røg og fik noget at drikke.
Skulle man have en øl, hentede man den selv bag baren. For Anders var det et billede på den tillid, han forbinder med dansk værtshuskultur.
Det tredje sted var Tænkeboksen i Horsens, som han fremhævede som et hyggeligt morgenværtshus. Han ærgrede sig over, at der ikke var flere af den slags tilbage.
Det fik en af ejerne ved baren til at fortælle om Aarhus’ tidligere morgenværtshuse og vanskelighederne ved at tjene penge på gæsterne på det tidspunkt af dagen.
Spørgsmålet var stillet til Anders. Svaret blev til en samtale i baren.
Fællesskabet vejer tungest
Hvad er så egentlig et brunt værtshus?
Anders tog først udgangspunkt i, at man måtte ryge over det hele. Men under forklaringen kom gråzonerne frem.
Hvad med Peter Gift og Hos Anders i Aarhus? Han nævnte selv stederne og tøvede ved sin egen afgrænsning.
Turen har rykket ved hans opfattelse.
»Der behøver ikke være rygning over det hele, for at det er et brunt værtshus.«
Dart, billard og spillemaskiner har han samlet under betegnelsen »den hellige treenighed«. Men de er ikke et krav, understregede han.
»Det vigtigste for et brunt værtshus er jo fællesskabet.«
Omkring os på Central Bar havde gæsterne fundet ind i hinandens samtaler, delt erfaringer og budt ind med historier. Det var let at følge hans pointe.
Først mod nord. Så hjem og fede den
Hvis alt går efter planen, forventer Anders at nå toppen af Jylland i januar eller februar 2027.
Vejret kan dog få noget at skulle have sagt.
»Er vinteren for træls, så går jeg i vinterhi indtil marts.«
Bagefter vil han hjem til sin mor og far og spille en hel masse World of Warcraft frem til sommeren. Det savner han allemest på denne tur.
»Der skal jeg bare fede den.«
Derefter lokker Norge. Han vil cykle rundt og besøge det højeste punkt i hvert af landets fylker.
Hvordan Værtshusrytteren skal fortsætte, har han ingen fast plan for. Lige nu er han glad for det liv, han har.
»Jeg nyder hver eneste dag.«
Denne dag ventede frokosten i Føtex over for Central Bar: To franske hotdogs og en tebirkes, inden Værtshusrytteren cyklede videre til Pipes.
